

De fleste fugtige kældre kan blive tørre nok til mange forskellige formål, fortæller fagmand og slår fast, at et omfangsdræn altid er nøglen til succes.
Fugtige kældre er et stigende problem, og det kan være frustrerende at opdage, at man måske ikke kan bruge kælderen til det formål, man havde regnet med.
Men ifølge Thomas Rasmussen, autoriseret kloakmester og næstformand i bestyrelsen for organisationen Danske Kloakmestre, er det vigtigt at slå koldt vand i blodet, inden man lader frustrationen tage over. For der kan gøres rigtig meget ved problemet.
- Hvad og hvor meget, der skal gøres, afhænger selvfølgelig af, hvad kælderen skal bruges til. Derfor skal første skridt i et projekt altid være en forventningsafstemning, som skal klarlægge, hvad formålet med kælderen er. Er det nødvendigt med en stort set helt tør kælder, eller kan lidt mindre måske gøre det, siger Thomas Rasmussen.
Omfangsdræn er afgørende
Som hovedregel har ældre huse ingen isolering på soklen, fortæller han. Derfor slår fugten ind på murværket. Det er der råd for. Gamle ydervægge kan nemlig fint isoleres, men først skal der laves omfangsdræn rundt om huset.
- Der er flere nøgler, man kan bruge, men omfangsdræn vil altid være hovednøglen, og her skal man være særdeles opmærksom på, at drænet kommer til at ligge langt nok under kældergulvet. Som minimum 30 centimeter. Der er set masser af eksempler på, at man er gået på kompromis med netop dybden. Måske fordi det har været besværligt at komme ned i de 30 centimeter eller dybere. Det duer bare ikke, fastslår Thomas Rasmussen.
Når omfangsdrænet er etableret, kan der isoleres udvendigt. Ifølge kloakmesteren findes der gode materialer af eksempelvis fugt- og vandafvisende stenuld og drænplader, der leder fugten bort fra ydermuren samtidig med, at der sker en udtørring af bygningskonstruktionen.
Et højt prioriteret emne
Netop problemer med fugt i kældre har længe været et højt prioriteret emne blandt landets autoriserede kloakmestre, og derfor har organisationen Danske Kloakmestre gennemført en række kurser, seminarer og uddannelser i samarbejde med Byggeriets Kvalitetskontrol.
Det betyder, at mange af de autoriserede kloakmestre er klædt rigtig godt på til at gå i kælderen og skabe tørre forhold.
- I de fleste tilfælde kan en autoriseret kloakmester vurdere, hvad der skal til for at gøre kælderen tør og anvendelig til de formål, husejeren ønsker at bruge den til. Men fagmanden skal naturligvis også kende sin begrænsning, og der kan være forhold, som gør det nødvendigt at få fat i en ingeniør eller en geotekniker for at få klarlagt omfanget af fugten. Hvis man ikke kender omfanget, kender man heller ikke løsningen, fortæller Thomas Rasmussen og slår fast, at man aldrig kan love en kunde en helt tør kælder.
- Det kan man simpelthen ikke opnå i et gammelt hus, konstaterer han.
Fakta
Problemet med fugt i kældre i ældre huse er vokset i takt med, at regnen er faldet. Klimaforandringer med stigende nedbørsmængder øger mængden af grundvand, der stiger opad. Samtidig kommer regnvandet fra oven og skaber problemer, når jorden omkring huset allerede er mættet af grundvandet.