Glædelig jul, skat

Hvis kloakmesteren er i for godt julehumør,risikerer det at gå ud over hans medarbejdere. Så kan det nemlig blive til ”Glædelig jul, skat” med beskatning af den ellers velmente firmajulegave.

Beløbsgrænsen er 900 kroner, men hvis chefen ønsker at trække i de store spenderebukser, kan det godt lade sig gøre at give en julegave til et højere beløb og fortsat holde den fri af skat.

Skatteeksperterne director Mette Eskildsen og senior consultant Pernille Nikssen Byg hos revisionsfirmaet og konsulenthuset BDO fortæller i virksomhedens nyhedsbrev ”Depechen”, hvordan det kan gå til:

”Der opereres med to beløbsgrænser. En arbejdsgiver kan i løbet af hele 2023 skattefrit give tingsgaver til sine medarbejdere til en værdi – forstået som arbejdsgiverens kostpris inklusive moms - af op til 1300 kr. Heri indgår julegaven med 900 kr. Det sidste har kun betydning, hvis den høje beløbsgrænse overskrides. I så fald anses alle gaver – bortset fra julegaven, hvis denne ikke har en værdi over 900 kr. – nemlig for skattepligtige.

En medarbejder, der i løbet af året har modtaget gaver til en samlet værdi på 500 kr. – for eksempel i form af en æske chokolade til påske, en kasse special-øl op til sommerferien og/eller billetter til fodboldkampe, koncerter og teaterforestillinger – og som til jul modtager en julegave til en værdi af 900 kr., vil således være skattepligtig af de 500 kr., fordi den samlede værdi af gaverne overstiger grænsen på 1300 kr.

Det er medarbejderen selv, der i givet fald har ansvaret for, at det skattepligtige beløb kommer med på årsopgørelsen. Det er vores erfaring, at beløbsgrænserne sjældent overskrides. Det er derfor nok ikke de store beløb, der indberettes, påpeger Mette Eskildsen og Pernille Nissen Byg og tilføjer, at der ved vurderingen af om beløbsgrænsen på de 1.300 kr. er overskredet, ikke skal medtages nogen værdi af tingsgaver, der gives til en medarbejder i anledning af en privat mærkedag, for eksempel en rund fødselsdag, bryllup eller sølvbryllup. Den slags gaver er nemlig altid skattefrie, hvis de ikke overstiger et passende niveau for den slags”.