

En tragisk ulykke satte sidste sommer fokus på, hvor vigtigt det er at holde øje med brønde og dæksler. Det er grundejerens ansvar, at ikke mindst dækslerne er sikre og i orden, og derfor opfordrer eksperterne til, at husejerne gør et dækseltjek til en del af forårets haverutine.
Det er en rigtig god idé at holde godt øje med dæksler, brønde og tanke på ejendommen, og hvorfor ikke benytte foråret til at tjekke dem efter. Det er således grundejeren selv, der står inde for, at de er sikre og i god stand.
Det fortæller Mikael Skov, der er autoriseret kloakmester og medlem af bestyrelsen for organisationen Danske Kloakmestre. Ifølge ham er der flere ting, man skal være opmærksom på omkring særligt dækslerne.
Hvis der er tale om et let dæksel, skal det kunne låses, så børn ikke kan flytte eller løfte det. Har man et plastikdæksel, kan det være mørnet, så der er risiko for, at man kan falde igennem, og et ellers tungt låg af eksempelvis beton kan være slidt, så det ligger og vipper og derfor måske kan glide af.
Grundejerens ansvar
Ifølge Mikael Skov er det sjældent, de danske kloakmestre får henvendelser fra grundejere vedrørende dæksler.
En af årsagerne er sandsynligvis, at det der med at få tjekket dækslerne ikke lige ligger øverst på to-do-listen, men måske handler det også om, at de færreste kender til reglerne om vedligeholdelse af brønde og dæksler.
- Det er vigtigt at få understreget, at det altid er grundejerens ansvar, at dækslerne er i orden, og at de sidder forsvarligt. Også efter brønden eller tanken er blevet tømt, eller der har været håndværkere på besøg, konstaterer Mikael Skov.
- Og så er det lovpligtigt at henvende sig til en autoriseret kloakmester for rådgivning, hvis man laver ændringer omkring dæksler og brønde. Det er måske ikke alle, der er opmærksomme på det.
Tragisk ulykke
At ikke mindst dækslerne bør have et regelmæssigt tjek blev tydeligt for de fleste sidste sommer, hvor en tragisk ulykke fik medierne til at sætte fokus på netop dæksler. En blot to-årig dreng formåede ved egen hjælp at løfte et let dæksel af en brønd, hvorefter han faldt i brønden og druknede.
- Det er sådan en ulykke, der bare ikke må ske, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre, at det ikke sker igen, siger Mikael Skov.
I kølvandet på den tragiske sag ytrede mange ønske om at vende tilbage til de tunge dæksler i eksempelvis beton, som ellers er udfaset af hensyn til arbejdsmiljøet.
- Det er jeg ikke nødvendigvis enig i. Der er mange gode løsninger med lette dæksler med sikre låseanordninger, som man trygt kan bruge, så længe man som ejer husker at tjekke, at dækslet er sat ordentligt på, fortæller han.
Fakta
Sikkerhedsråd om brønde og dæksler
- Før løbende kontrol. Hold øje med alle typer tanke og brønde, der befinder sig på din grund, og tjek løbende, at sikkerheden omkring dem er i orden. Dette gælder i særdeleshed dækslerne.
- Skift ud. Dækslet bør udskiftes, hvis der er tegn på revner, eller hvis det er mørnet. Dette gælder også, hvis dækslet kan skubbes eller flyttes.
- Professionel assistance er et lovkrav. Hvis dækslet skal skiftes, eller der skal foretages andre ændringer omkring dækslet, er du forpligtet til at rådføre dig med en autoriseret kloakmester, så sikkerheden er på plads.
- Kontakt. Hvis du på nogen måde er i tvivl om forholdene og sikkerheden omkring dine tanke og brønde, opfordrer vi til at kontakte en autoriseret kloakmester.
- Ansvar. Det er grundejerens ansvar at kontrollere, at dækslet er korrekt monteret, også efter besøg fra tømmeentreprenøren eller håndværkere.
Kilde: Forsyningsselskaberne Arwos, Sønderborg Forsyning og Provas