sitemap ikon
danske kloakmestre mobil menu
  • Søg på hjemmesiden
  • danske kloakmestre søgning
Klar til generalforsamling

Der er stadig godt et par måneder til, men alligevel er det godt at få den i kalenderen:

Fredag den 1. april kl. 14.00: Danske Kloakmestres generalforsamling på Hotel Svendborg.

Og på trods af datoen: Det er IKKE aprilsnar.

Der er god tradition for, at generalforsamlingen ikke bare er et møde, hvor man lytter, kommenterer og vælger bestyrelse. Kloakmestre er som bekendt sociale dyr, og derfor er der mulighed for at tage til generalforsamling fredag ved middagstid og så først tage hjem efter frokost lørdag. Tilmed med ledsager.

Alle medlemmer og ledsagere kan sætte sig til frokostbordet på Hotel Svendborg fredag den 1. april klokken 12 og lade op til generalforsamlingen klokken 14. Her går ledsagerne andre veje til deres eget arrangement, som traditionen tro holdes hemmeligt indtil dag.

Derefter går man til festmiddag, hvor orkestres Men With Manners leverer blød musik til maden. Efterfølgende er der mulighed for en svingom, og inden midnatstimen falder i slag, er der natmad ved pølsevognen.

Efter morgenmad lørdag, skal cykelklemmerne findes frem. TV-journalist og cykelekspert Dennis Ritter strammer kæden til en spændende fortælling om Tour de France med anekdoter fra hans 20 års arbejde på verdens største cykelløb. Hvor de første tre etaper i år i øvrigt køres i Danmark. Dennis Ritter vil naturligvis også fortæller om, hvordan det lykkedes at få Tour de France til Danmark.

De to dage i Svendborg rundes af med frokost.

Der er egenbetaling for overnatning på Hotel Svendborg, ledsagerarrangement, festmiddag, natmad, morgenmad og foredrag samt frokost lørdag. 500 kr. pr. medlem og 1500 kr. for ledsager – plus moms. Hvis man ikke har mulighed for at deltage i den store model, er man lige så velkommen til at nøjes med selve generalforsamlingen fredag eftermiddag. Det koster naturligvis ikke noget.

Tilmelding på danskekloakmestre.dk/gf