Rotter på dagsordenen

Nogle har rotter på loftet. Andre har dem på dagsordenen. Det gælder Teknologisk Instituts Rørcenter, som tirsdag den 30. januar holder temadag om rottespærrer og stikledninger. Det foregår på instituttets jyske afdeling i Aarhus.

Teknologisk Institut udgav i oktober anvisningen ”Sikring af bygninger mod rotter fra kloakken”. Den rummer retningslinjer for de forundersøgelser, der bør gennemføres, før der installeres rottespærrer i stikledninger. Anvisningen beskæftiger sig også med de problemer, der kan opstå ved installation i gamle rørsystemer.

Anvisningen behandler også drift og vedligeholdelse. Den udleveres på temadagen i Aarhus, hvor Inge Faldager fra Rørcentret forklarer om både forundersøgelser og kontrol, og hvad den nye anvisning siger.

Inge Faldager fortæller også om, hvem der i det hele taget må installere rottespærrer, og hvem der må vedligeholde dem.

Kirsten Søndergaard fra Miljøstyrelsen vil fortælle om, hvad Miljøstyrelsen arbejder med på rotteområdet. Hun tager lovgivningen med og også statistikken for de kommunalt opsatte rottespærrer.

Ann-Charlotte Heiberg fra AC Heiberg Rådgivning giver en forklaring på kompleksiteten ved rottebekæmpelse i fælles- og separatsystemer, og Annemette Riskær fra Aalborg Kommune tager turen til Aarhus for at delagtiggøre i en kommunes erfaringer med opsætning og drift af rottespærrer.

Det bliver en god bekendt af mange kloakmestre, Verner H. Kristiansen, der bidrager med erfaringer fra det virkelige liv. Han er autoriseret kloakmester og autoriseret rottebekæmper og har virksomheden Kloakdoktoren i Hobro. Verner H. Kristiansen fortæller om en kloakmesters erfaringer med opsætning og drift af rottespærrer.

Det koster 1950 kr. ekskl. moms at deltage i temadagen. Tilmeldingen klares på www.teknologisk.dk/k91386