Klar til kassekamp i Fredericia

Et yderst vigtigt element i Kloakmessen i Messe C i Fredericia er altid DM i Kloak. Og Danske Kloakmestres formand, Flemming Geipel, har igen rollen som erfaren mesterskabs-chef, når der kaldes til kamp i sandkasserne den 25. og 26. januar 2024.

Selv om han efterhånden har prøvet at være tovholder på DM nogle gange, er der en enkelt ting, han nødvendigvis må have hjælp til hver gang.

”Jeg er afhængig af, at nogle hjælper mig med at lave deltagerlisten. Jeg skal med andre ord have navne på de kloakmestre, rørlæggere og elever, der vil kæmpe med om titlerne, hæderen og de mange præmier. Så friske folk, der vil tage udfordringen op, må gerne melde sig nu”, siger Flemming Geipel.

Hvis man opfylder kriterierne og altså er kloakmester, rørlægger eller på vej til at blive det, er der stadig plads til mesterskabsaspiranter. Bare send en mail til Flemming Geipel på flemming@danskekloakmestre.dk eller til ham på 28 58 76 99.