Unidrain hylder håndværkertalenter

Unidrain, som er en af verdens førende producenter af gulvafløb, gør endnu en gang klar til at hylde håndværkertalenter. Der er netop åbnet for nomineringerne til Unidrains Talentlegat, som for femte år i træk uddeles til dygtige, unge håndværkere.

Med legatet vil Unidrain gøre opmærksom på den fortsatte mangel på faglærte og ikke mindst hylde de unge talenter, som gør en forskel for det gode håndværk.

Unidrain uddeler to legater på 15.000 kr. til henholdsvis en murer- og en VVS-elev, der brænder for deres fag og har sans for det gode håndværk.

”Det er ikke kun byggebranchen, men hele samfundet, der har brug for de kloge hænder. Kvalificeret arbejdskraft bidrager til vores nationale økonomi og konkurrenceevne, så vi er bedre stillet fremadrettet og mindst i den grønne omstilling”, siger Unidrains administrerende direktør, Henrik Handschuh.

Hvis man er mester eller faglærer og arbejder sammen med et stort håndværkstalent, så kan man nominere dem ved at udfylde ansøgningsskemaet på www.unidrain.dk/legat senest den 15. april. Vinderne af legaterne offentliggøres den 1. maj.

På billedet er det en af vinderne af sidste års Unidrains Talentlegat, murerlærling Sofie Sørensen, der hyldes.