Frem med skruetrækkeren – der skal lægges rør

I forbindelse med udlægningen af en udløbsledning fra to regnvandsbassiner ved et nyt boligområde i Støvring syd for Aalborg skulle Rebild Forsyning trække ledningen igennem blødt moseområde. En geoteknisk undersøgelse fra samarbejdspartneren, Andreasen & Hvidberg, afslørede, at de bløde lag ned til 10 meters dybde, hvor der først kunne konstateres bæreevne. Derfor skulle der tænkes ud af boksen.

”Normalt graver man den gamle jord op og udskifter det med sand, men det ville være umuligt at gøre med de dybdeforhold. Oveni har vi oplevet, at jernplader er sunket ned i området over en weekend, så vi var bekymrede for, om mosejorden kunne bære vægten fra en rambuk for pilotering af betonpæle, selvom vi først havde det i tankerne. Derfor var der usikkerhed omkring brugen af betonpæle”, fortæller Michael G. Jørgensen, der er civilingeniør hos Rebild Forsyning.

For at imødekomme ønsket om pælefundering fra Rebild Forsyning foreslog Jens J. Porsmose, der er direktør hos Andreasen & Hvidberg, at anvende erfaring fra et forskningsprojekt med skruepæle. Et projekt som den geotekniske ekspert og skruefundamentproducenten Bayo.S er fælles om sammen med Aalborg Universitet og Innovationsfonden.

”Vi vendte først geonet, som bruges til at skabe stabiliseret lag, der forøger bæreevnen i undergrunden, men Rebild Forsyning efterspurgte pælefundering som løsning, da den er sætningsfri. Derfor præsenterede jeg skruepælene, da de stemte godt overens med kriterierne, hvor vi kan sikre udløbsledningen – både mod fremtidig opdrift og sætninger. Vi udførte en geoteknisk vurdering og lavede dimensioneringer af pælene med baggrund i erfaringerne fra forskningsprojektet til projekteringen”, siger Jens J. Porsmose.

Ingen vibrationer

Fordelene ved skruepælene sammenlignet med betonpæle eller geonettet er, at der intet gravearbejde er, der er ingen bortkørsel af jord, og så er der ingen vibrationer og hurtig installation. Oveni er materialerne og grej til etablering lette og synker ikke ned i det bløde moseterræn.

Nu bliver udløbsledningen udlagt gennem moseområdet uden for Støvring ud til Lindenborg Å. Dermed sikres en effektiv afledning af vand fra de to regnvandsbassiner i boligområdet i Støvring. Det kunne dog være endt anderledes med et nyt, kæmpe regnvandsbassin, der ikke ville hjælpe udledningen af vand fra magasineringen og ville kræve flere ressourcer på etableringen.

”Vi kan trække otte gange så mange liter vand ud af de to regnvandsbassiner nu, end hvis vi havde endt med den anden løsning. Oveni har monteringen været relativt enkel. Det sparer tid og ressourcer at kunne tilpasse og dimensionere skruepælene med det samme og montere vores egne materialer direkte på uden at vente på hærdning eller yderligere montering som ved eksempelvis betonpæle”, forklarer Michael G. Jørgensen.