Genbrug til spildevandsrør

Spildevandsrør med op til 70 procent genanvendt PVC bliver nu lagt i jorden. De klimabesparende rør er resultat af et samarbejde mellem forsyning, plastrørsproducent og PVC-branchens indsamlingsordning. Projektet viser, at de nordiske kvalitets- og miljøkrav til plastrør ikke er nogen hindring for at bruge genanvendt PVC i nye rør.

Det er allerførste gang, at PVC-rør med blyfrit genanvendt materiale bliver lagt i jorden i Danmark.
Klimatorium, Lemvig Vand, plastrørsproducenten Nordisk Wavin og PVC-branchens genanvendelsesordning Wuppi er nemlig gået sammen for at bevise, at det er muligt at bruge genanvendt PVC i nye rør og samtidig bibeholde de høje nordiske kvalitets- og miljøkrav.

I februar 2023 blev de første genanvendte PVC-rør lagt i jorden som en del af byggemodningen ved et nyt sommerhusområde i Gjellerodde, der ligger i det nordlige Lemvig. Nedsættelsen af de resterende spildevandsrør fortsætter hen ad måneden og vil efter tilslutning til kloaknettet blive monitoreret af Lemvig Vand under faktisk brug.
Nye spildevandsrør laves normalt af 100 procent ny PVC-plast, men det er lykkedes at producere afløbsrør med 70 procent genanvendt PVC uden at gå på kompromis med de nordiske kvalitetskrav. Den høje andel genanvendt plast giver en markant CO2-besparelse på 50 procent i forhold til gængse rør.

Rørene, der er produceret til Lemvig, stammer dels fra rørstumper, der er blevet til overs ved installation, dels af rør, der på en eller anden måde er blevet beskadiget. Affaldet er indsamlet af Wuppi, som er den danske indsamlingsordning for hård PVC.

Ved at bruge mindre PVC i produktionen af rør skabes mindre ressourceforbrug og klimabelastning til følge. I Norden er der særligt høje kvalitetskrav til plastrørsystemer. Kravene, som er samlet i Nordic Poly Mark, sikrer konsekvent høj kvalitet, problemfri installation, mindst 100 års levetid og trejdeparts kontrol. For at leve op til kravene har plastrørsproducenter hidtil været nødsaget til at kun anvende ny plastik.
Det nye fælles projekt mellem Lemvig Vand, Wavin og PVC-branchens indsamlingsordning demonstrerer imidlertid, at det er muligt at fremstille PVC-rør med genanvendt materiale, der opfylder kvalitetskravene i Nordic Poly Mark. Testresultater dokumenterer, at det genanvendte rør har lige så høj kvalitet som rør af 100 procent nyproduceret PVC.

Rørene er produceret af Nordisk Wavin i Hammel, der er en af Wuppis stiftende aktionærer. Wavin har også sørget for at teste rørene i henhold til de særlige nordiske kvalitetskrav.