Wavin runder milliarden

Med vanteknologi på menukortet har Nordisk Wavin i Hammel nået en milepæl: Omsætning på en milliard kroner. Dermed placerer Wavin sig i den øverste halvdel af Børsens Top 1000-liste over virksomheder med størst omsætning i Danmark.

Den magiske grænse bliver nået på 65 året for Wavins entré i Danmark, blot to år efter, at det hollandske hovedkontor blev grundlagt. De dengang banebrydende pvc-rør til kloakker fandt hurtigt vej til de innovativt tænkende og nysgerrige danskere, og meget hurtigt blev Danmark en nøglespiller i koncernens udvikling af produkter til VA-branchen.

Med Danmark som udgangspunkt, blev koncernen kort tid efter etableret i de andre nordiske lande.

Den hollandske koncern er vokset til en global spiller med udvikling og produktion af løsninger til enhver tænkelig vandteknologisk udfordring i både VA- og VVS-branchen. Med produktion på 66 fabrikker i knap 40 lande verden over er Wavin med til at forme mange af de løsninger, der i dag findes på markedet.

På Wavinvej i Hammel arbejder i dag godt 320 medarbejdere på fire forskellige fabrikker-i-én-fabrik, hvor der produceres plastrør, fittings, tanke, brønde, gulvvarmesystemer, fjernvarmeunits og meget mere.