Nu er nye på vej – igen

Der mangler kloakmestre i Danmark, men nye er – forhåbentlig – på vej. Learnmark Danmark i Horsens lægger nu an til en ny tur med uddannelse af kloakmestre, og der er tre veje at gå: Daghold, fredagshold og aftenhold.

Uddannelsen på daghold foregår på den mere klassiske facon på skolen, hvor man over en periode på cirka 21 uger får kundskaberne i moduler, som er sammensat af AMU-kurser.

Fremtidens kloakmestre, der hellere vil blive hjemme, kan vælge aftenhold som en blanding af fjernundervisning og undervisning på skolen. Fjern-delen foregår som en direkte transmission fra undervisningslokalet til den enkelte kursist, som på sin pc kan være i dialog med underviseren og de øvrige deltagere. 

Fredagshold er en helt ny udgave af uddannelsen, hvor kursisterne nøjes med at komme på skolen en enkelt dag om uge. Nemlig hver fredag og hertil fjernundervisning og projektarbejde. Totalt 52 dage med fjernundervisningen.

Dagholdene starter den 24. oktober, mens aftenhold og fredagshold går i gang henholdsvis den 29. og 30. september.