Gammelt tøjaffald bliver til arbejdstøj

I dag består råvaren til genanvendte tekstiler hovedsageligt af plastflasker. I fremtiden skal de brugte tekstiler tilbage i tøjets materialekredsløb.

Det mener arbejdstøjfirmaet Mascot og syv andre større aktører fra den danske tekstil- og genanvendelsesindustri. Med støtte fra Miljøstyrelsen er de gået sammen med Teknologisk Institut om en ambitiøs målsætning: Tøjaffald skal for fremtiden kunne bearbejdes til så høj en kvalitet, at det kan indgå direkte i produktionen af nyt tøj. 

Tøjproducenter som Mascot og hummel står i disse år med den samme udfordring som resten af beklædningsbranchen: Den grønne omstilling af branchen kræver nye tilgange til tøjdesign og til de processer, der skal forvandle tøjaffald til brugbare fibre i nye tekstilprodukter.

Derfor er de gået sammen med aktører inden for materialer og genanvendelse i projektet Den Cirkulære Tekstilindustri, støttet af Miljøstyrelsens MUDP-program. Målsætningen er, at kvaliteten af det genanvendte tekstilmateriale skal være så høj, at det kan føres direkte ind i den eksisterende værdikæde. Altså gammelt, kasseret tøj skal kunne blive til nyt tøj.

”Udfordringen med tekstiler er den samme, som vi har med plast. Ligesom plast er tekstiler designet til at kunne modstå udvaskning og slid. Men for at kunne genanvende dem har vi netop brug for at kunne skille materialerne ad og fjerne farvestoffer og imprægneringsmidler, uden at materialet i sig selv tager skade”, siger projektleder Julie Brender Trads fra Teknologisk Institut.

Tre teknologiske tiltag skal gøre mere tekstilaffald genanvendeligt

Projektet følger tre udviklingsspor, der på hver deres måde bidrager til, at kasseret tøj kan blive råvarer i ny tøj- og tekstilproduktion. I det første spor skal tøjaffaldet bearbejdes i en proces, hvor målet at opnå en god, ensartet kvalitet af den cellulose, som indgår i en række forskellige tøjfibre, blandt andet bomuld, hør og viskose. Det skal ske i samarbejde med virksomheden Cellugy, der kan forstærke cellulosen ved tilsætning af såkaldt bakteriel cellulose.

I det andet udviklingsspor skal den brugte polyester gennemgå en renseproces, der fjerner farvestoffer og imprægneringsmidler fra stoffet, så det bliver lige så rent som nyfremstillet polyester. 

Endelig skal der udvikles et nyskabende imprægneringsmiddel, som kan gøre tøj vand- og smudsafvisende, men uden at skabe problemer for miljøet eller for mulighederne for genanvendelse.