Sanistål vil kun køre elektrisk

Grossistvirksomheden Sanistål med blandt andet kloak-grej på reolerne går fuld-elektrisk med bilflåden. Fra 1.januar vil medarbejderne udelukkende have mulighed for at vælge en el-firmabil.

”Sanistål er en ansvarlig virksomhed, og vi har konstant fokus på at reducere vores klimaaftryk. Vores ambition er, at Sanistål skal være net-zero senest i 2030. Nu tager vi et stort skridt, hvor vi har besluttet at omlægge hele vores bilflåde til el-biler”, fortæller Claudio Christensen, der er administrerende direktør i Sanistål.

Net-zero betyder at man arbejder for at reducere virksomhedens CO2-udledninger så meget, at man kommer i nul, eller så tæt på nul som muligt. Er der udledninger, som ikke kan undgås, vil man kompensere for disse gennem for eksempel beplantning af ny skov, som kan absorbere den resterende mængde CO2.

Næste år sættes der ladestandere op ved 15-20 Sanistål-lokationer rundt omkring i landet. Omlægningen af bilflåden kommer til at foregå over de næste tre år i takt med, at de nuværende firmabiler skal skiftes. Sanistål forventer kun at have el-biler i løbet af 2027.