Ikke det bare grin

Hvis de sidder og skriger af grin i Transportministeriet, er det måske fordi, en arbejdsgruppe her skal se på, hvordan myndighederne kan sætte ind overfor, at bilister kører på gas – lattergas, forstås. Det har nemlig vist sig, at folk i bogstavelig forstand er døde af grin, når andre bilister har forårsaget voldsomme ulykker, efter at have inhaleret lattergas.

Det er faktisk ikke strafbart at køre med en lille griner på, fordi man har sniffet til gassen. Bilister kan kun straffes, hvis der kan føres bevis for, at lattergassen har gjort dem ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde. Og det kan være vanskeligt for myndighederne at bevise, da koncentrationen af lattergas i blodet aftager hurtigt.

Nu ser Transportministeriets arbejdsgruppe så og ser på, hvordan der eventuelt kan indføres nultolerance overfor kørsel med lattergas i blodet, så bilisten kan straffes, selv om mængden i blodet er lav på det tidspunkt, hvor blodprøven tages efter kørslen.